Stol på processen. Stol på DIG.

Sådan en selvudviklingsproces er noget finurligt noget. Følelsen af at ændre retning i livet, gå efter noget indre der kalder og gør hjertet glad og varmt, er ikke kun en spændende, positiv og lige til proces. Jo, måske for nogen, men bestemt ikke alle - ikke for mig :D For mig er det fyldt med angst, usikkerhed, skam, træthed, frustrationer, opgivenhed og følelsen af ensomhed.

Men altså, hvor svært kan det være, at springe ud i det nye? Hvad er det værste der kan ske - du dør jo ikke?

Logik kan man komme langt med, men logik forklarer og løser ikke alting med et trylleslag - specielt ikke, når vi styres af indre, usynlige mønstre der igen og igen spænder ben for os selv.

Jeg har været væk. Væk fra bloggen, væk fra min udviklingsproces, væk fra verden. Det er nemlig det jeg gør, når verden bliver for meget for mig til at jeg kan rumme den. Så lukker jeg mig selv inde i min boble og nyder freden - væk fra alt og alle der har en mening om mig, forventninger til mig eller som rent faktisk holder af mig. Mit mønster er, at når jeg bliver usikker på om jeg har gået over nogens grænse eller min egen, så får jeg angst og trækker mig væk.

Det er også det der er sket for mig siden mit sidste blogindlæg. Jeg blev bange for at være synlig og forkert.

Mit største ønske i livet for mig selv og andre er, at ingen behøver gemme sig eller føle sig forkerte. Det var grundtanken for bloggen i tidernes morgen. Del ud, Michele... gør dine tanker og kampe synlige, så andre forhåbentlig finder mod eller ro i sig selv - finder et slags fællesskab og ståsted, hvor man ikke er alene.
Men undervejs blev jeg usikker, bange - og ærligt - nok også en smule skamfuld over noget, jeg pludselig blev usikker på om fremstod for ynkeligt for verden, for det er overhovedet ikke hensigten med bloggen. Jeg fortæller ikke min historie for at få medlidenhed eller skulderklap. Jeg fortæller den i håb om, at det en dag bliver HELT legalt at være åben om sårbarheden i at være menneske, sårbarheden i følelser, sårbarheden i at være anderledes og sårbarheden i at være sig selv.... sit helt eget, unikke selv.

Jeg drømmer om, at intet barn skal være flov eller gemme sig og sin virkelighed for verden.

Jeg drømmer om, at ingen voksen skal gemme sig og sin virkelighed for verden.

Jeg tror på, at hvis vi alle tør stå ved vores oplevelser, følelser, nedture og hurdles i livet, så bliver det en dag helt legalt, at være ærlig.

Det er min tro, det er mit håb, det er det jeg arbejder for - og det er PISSE angstprovokerende!
Så, nu ved jeg at min overlevelsestaktik, når jeg ikke mærker grænser er, at gemme mig for at beskytte mig selv.
Jeg har haft et menneske tæt ind på livet som har manipuleret med mig og alle andre omkring sig. Jeg har mærket på eget sind og jeg har været vidne til, hvad det har gjort ved andre. Da jeg var barn, var det jo bare sådan det var og det fandt jeg ud af at være i - lykkeligt uvidende om konsekvenserne. Som voksen kan jeg godt tænke "Hold nu kæft, jeg må have haft det vildeste værdi-kompas gemt et sted, siden jeg har formået at holde mig fri af den sti"

En af de konsekvenser det har haft for mig (foruden ikke at kende mine grænser) er, at jeg er opvokset med, at hvis jeg siger min mening og den ikke falder i god jord, så bliver jeg straffet psykisk, afvist, nedgjort, mobbet af et menneske der burde elske, respektere og anerkende mig. Men det kunne han ikke. Han vidste ikke hvordan. Det boede ikke i ham. Det ser og forstår jeg i dag.
At være vokset op med, at ens meninger ikke er noget værd eller at ens meninger og ord ikke bidrager/resulterer i noget godt, gør jo selvfølgelig at man lærer at lade være med at stikke snuden frem eller at indtage scenen. Man lytter, observerer, analyserer og holder sig på neutral grund. Det kaldes overlevelse.

Dét er mit udviklingspunkt lige nu. Jeg skal i en alder af 41 lære at stå op for mig selv, sige min mening og tro på, at jeg ikke bliver straffet for det. At jeg godt kan blive elsket eller holdt af selv om jeg er MIG og ikke altid er enig med folk. Jeg skal lære at være synlig. Jeg skal lære at være fanebærer. Jeg føler nemlig, at jeg har rigtig meget godt på hjertet som er værd at dele ud af -
41 år på sidelinjen med observationer og analyser kan da umuligt være tabt ;) Men ved I hvad? Det skræmmer mig fra vid og sans og min indre stemme fortæller mig tit "Hvem gider høre på dig?" "hvad har du at byde ind med som andre ikke har/kan?" "Du skal ikke tro, at du kan gøre en forskel". Men... jeg VIL så gerne gøre en forskel. Bare hjælpe ét menneske med at slippe sig selv fri eller have en lillebitte anpart i kampen for det smukke i forskellighed, det perfekte i uperfekt og friheden i ærlighed.

Der ligger mange tanker, følelser og meget arbejde i sådan et kort blogindlæg og jeg føler mig altid mega rundforvirret og usikker, når det er skrevet.

Det skrevne er MIN sandhed, MIN virkelighed. Berit er min trofaste, forstående spillemakker. Selv når jeg stikker halen mellem benene og gemmer mig, venter hun forstående på, at jeg bliver klar igen. Ser mig, forstår mig, accepterer mig.... og kaster så en ny bold op til mig.

Så her har I mig igen, lidt længere end sidst med en erkendelse rigere og mod på en ny etape.
Selvudvikling har ingen deadline og det tror jeg er vigtigt at forstå, når man som jeg går baglæns, når tingene bliver svære. Det er okay at slikke sår undervejs.