Nothing happens until something moves

Min første 1 til 1 session med Berit er denne uge tjekket af. Det var en fed oplevelse, vi fik bl.a. kigget på mine skyggesider - et nyt begreb og værktøj for mig, men yderst effektivt til at se på sig selv med nye øjne og tanker.

Jeg er ofte blevet fortalt, at jeg er lidt flyvsk i mit væsen. Får mange nye ideer og kaster tusind bolde op i luften, men har svært ved at gribe dem alle. Jeg har skammet mig over det 'mærkat' og prøvet at gemme det for omverden, hvilket ikke har lykkes mig særlig godt.
En af de sider jeg har skammet mig over, fik Berit med et enkelt spørgsmål vendt til noget positivt i min narrative fortælling (indre fortælling om mig selv) At være flyvsk er ikke nødvendigvis en negativ egenskab, men kan i stedet ses som, at jeg nemt begejstres, bliver inspireret og ser muligheder frem for begrænsninger. Det er da egentlig hammer sejt <3 Så fra nu af, vil jeg nyde min flyvskhed/begejstring og i stedet prøve at fokusere på at kontrollere den, så den ikke bliver for overvældende at være i for mig selv og andre.

Et tip til at strukturere mine tanker og ideer, er at lave min egen idèbog, så jeg kan handle på èn idè af gangen og ikke føle, jeg skal have dem udført inden jeg glemmer dem.

Sådan var der flere af mine skyggesider som blev vendt og forklaret, og at gå fra en session og føle, at alle mine negative egenskaber måske slet ikke er så negative, gør dagen dejlig blå, glad og befriende.

Jeg glæder mig helt enormt til at arbejde videre og se, hvad der ellers dukker op af positive følelser og tanker, når først Berit har haft "fingrene" i dem og fået mig til at se med nye øjne.
Det er simpelthen så fantastisk at mærke, hvordan mit sind åbner op for hver uge og gør mig mere modig og klar til at møde verden - og lade verden møde mig.

En anden ting jeg har dunket mig selv i hovedet med gennem alt for mange år er, at jeg ser mig selv som et menneske med en rygrad som en regnorm. Føler alt for sjældent, at jeg lykkes med mine idéer og at jeg er hurtig til at give op.
Her fik Berit taget mig tilbage i tiden og fik mig mindet på, hvordan jeg som helt lille barn besluttede, at når JEG blev voksen ville jeg ikke ende på kontanthjælp eller uden uddannelse. Jeg ville aldrig blive misbruger, men gå efter at være selvstændig, få et dejligt hus, en dejlig bil, skøn mand og børn, og ikke mindst være verdens bedste, tryggeste og mest nærværende mor.Alt det lykkedes mig, til trods for at det var en HÅRD og LANG kamp. Jeg har lagt i fosterstilling på sofaen, fordi jeg havde presset mig selv så meget - specielt i forbindelse med uddannelse og eksamen - at min krop og mit hoved mistede fodfæste. Jeg gjorde mig selv syg, for at nå det mål jeg som barn havde sat mig.

Sådan har jeg aldrig selv set på det? Jeg har jo bare gjort, hvad jeg skulle for at overleve og for at holde gang i hjulene - at stoppe var ikke et alternativ, for angsten for at gå i stå var alt for stor.

Jeg er pædagog. Havde jeg mødt et barn/voksen som jeg - et mælkebøttebarn - havde jeg revnet af stolthed. Jeg ville være utrolig imponeret over viljen, styrken, modet og udholdenheden h*n havde udvist. Ansvaret og kraften der ligger bag at overleve, udvikle sig i et miljø, hvor man er overladt til sig selv.Hvorfor er det svært at give sig selv credit? Hvorfor er det så svært at se og anerkende sine egne styrker? En lærer på pædagogseminariet sagde engang til mig, at lige meget, hvor du står og hvor mange gange du flytter dig, så vil du altid have et sted med skygge.... et sted, en vinkel, som gør det umuligt at se, hvad der ligger under?
Det er tankevækkende, men utrolig sigende.

Til sidst vil jeg fortælle jer om en vild forandring jeg er hoppet ud i denne uge.
Jeg har taget beslutningen om at takke nej til revalidering. Jeg har søgt job og jeg FIK det *strong arm*
Det gik op for mig, at jeg bliver nød til at gå min egen vej, hvis jeg vil opnå min drøm. Så jeg lukkede ned for min over-analyserende hjerne og tog springet.

Mit mål for den næste tid vil bl.a. være, at stoppe mig selv, når jeg begynder at gå i selvsving med fordele/ulemper, når der skal tages valg. Fra nu af gør jeg det første jeg tænker på... jeg prøver at følge min intuition og være mere impulsiv. Det kan kun gøre mig godt.

Jeg synes det er mega vildt, at jeg for et 1/2 år siden var på vej til flexjob eller førtidspension ifølge min psykiater. Nu sidder jeg her og har aldrig følt mig stærkere, modigere og mere klar til at arbejde og forfølge mine drømme. 

Nothing happens, until something moves - Albert Einsten