Jeg må være villig til at opgive, hvad jeg er, for at blive, hvad jeg ønsker at være...

Kære du...

velkommen til min blog og tak, fordi du kigger forbi :D

Kl er 3:47 og jeg har brugt det meste af natten i min seng, på at overveje, hvordan jeg skal starte bloggen og hvad den skal indeholde, så ikke kun jeg får noget ud af den, men også jer der læser med. Det er ikke kun MIN blog, men VORES blog. Stedet, hvor der er plads til selvrefleksion, hudløs ærlighed, empati og respekt for forskellighed.

Jeg hedder Michele, er 40 år, mor til to og uddannet pædagog. Gennem mit arbejde og personlige livsoplevelser, føler jeg der er et behov for at bryde nogle tabuer. Tabuer som der helst ikke snakkes om, ses skævt til og som bestemt kan spænde ben og begrænse personlig/faglig udvikling, selvværd og følelsen af at høre til i samfundet, OGSÅ selv om det ville kunne bidrage med noget særligt. For i min verden ER det noget særligt, at have gået i andre sko end normen. De sko har været på en vandring som enten kan ødelægge liv eller bygge liv, alt efter egne ressourcer eller ressourcer og anerkendelse udefra.

Mine sko er godt nedslidte. De har været på lidt af en tur gennem de sidste 40 år - ja, ca. halvdelen af mit (forhåbentlige) lange liv. Netop den tanke har fået mig til at reagere og gøre noget aktivt for at ændre mit selvbillede og ønsker for mit liv. Jeg vil ikke længere defineres af min fortid eller selvdestruktive tankegang, jeg vil være fri! Fri for fortidens lænker, fri for egne begrænsninger som følger med det liv jeg har levet, og fri i forhold til at leve det liv, JEG ønsker.Nu kaster jeg hurtigt nogle eksempler ud, som har været med til at definere, hvem jeg er og hvad der har påvirket mig og mine valg indtil videre. Min opvækst har været præget af alkohol, angst, stress, depression, overfald, hjemløshed (tidlig 20'erne), splittelse, manipulation og svigt. Mit barndomsliv handlede i det store hele om overlevelse, så der var ikke meget overskud til fordybelse, udforskning, afslapning og selvpleje - jeg var altid på vagt og påtog mig rollen som den der passede på alle og bevarede 'roen'. Gudskelov er der ikke mere af den slags i familien og jeg er RET stolt af det familiemedlem, som har klaret at få sit liv på rette køl igen <3 Som voksen forstår jeg godt, hvorfor vedkommende kom helt derud. Men nu ser vi fremad.

Når jeg ser tilbage, giver det måske meget god mening, at jeg har valgt den pædagogiske retning i mit arbejdsliv.

Jeg er;
Fordomsfri, fordi jeg kender bagsiden af livet og ikke selv vil dømmes.

Empatisk, fordi jeg ved, hvad egoisme gør.

Forstående, fordi jeg gerne selv vil forståes og rummes - på godt og ondt.

Ærlig, fordi jeg har mødt mange løgne og tillidsbrud, så ærlighed og oprigtighed betyder ALT.

Tålmodig, fordi, andre kommer først. 
(måske en form for underdanig, men det lyder bedre med tålmodig *blush*

Positiv, og ser altid det gode og potentialet i andre mennesker, fordi jeg gerne vil tro på det samme i mig.

Pligtopfyldende og overdrevet omsorgsfuld, fordi det modsatte gør en synlig og retter opmærksomhed mod en, når man gerne vil være usynlig.

Ret sej menneskekender, fordi jeg altid har været på vagt og skullet aflæse folks humør og intensioner.

Anerkendende og jubelglad storhepper, fordi jeg har savnet det i mit eget liv og ved, hvor meget det betyder for selvtilliden/selvværdet.

Fantastiske, menneskelige egenskaber - right?

Problemet er bare, at jeg aldrig har lært mine grænser at kende, hvilket har resulteret i, at jeg giver alt for meget af mig selv til andre, så de kan få det godt. Jeg mærker sindsstemninger og følelser på lang afstand. Jeg tilsidesætter mine egne behov for andres. Jeg knokler, psykisk, r*ven ud af bukserne for at føle mig god nok i mit arbejde - det er jo MIT ansvar alene, at flytte børn/unge/voksne, så de får det bedste ud af livet, dem selv og bliver tilpasset samfundets normer (jeg ville nu ønske at samfundet kunne tilpasses individet, men det er en helt anden snak)

Hvis bare jeg kunne redde hele verden... ikk' ;) Men holy-mågely, hvor det dræner mig. Jeg er TRÆT helt ind til marven.

Jeg er også;

Usikker, fordi jeg har gemt mig og været angst for at fejle, til trods for, at det er fejl vi lærer og udvikler os af.

Den største pleaser i hele verden - "fedt"! Det vil jeg nok være stolt af, den dag jeg ligger på mit dødsleje og ikke føler mig opfyldt i mig selv :S

Tilpasningsdygtig, så er der nemlig ingen ballade. Men den er jeg heldigvis ved at have godt styr på og er blevet bedre til at mærke efter i mig selv, om jeg er okay med situationen.

Lav på selvværd, fordi jeg har mødt meget modstand og få sejre.

Den største påvirkning har nok været et umotiveret overfald jeg blev udsat for, da jeg var 5 år. En dejlig solskinsdag, var jeg ude at lege i et skovområde med min søster og en veninde, da to store drenge henvendte sig til mig. De ville snakke med mig, men jeg var skeptisk og tilbageholdende, da jeg jo ikke kendte dem. Efter mange smil, spas og lovning om, at de ikke ville mig noget ondt, gik jeg hen til dem. De begyndte umotiveret at tæske mig og presse mit ansigt ind i store tidsler (for mig var de enorme på det tidspunkt) Det øjeblik, kæmpede 5-årige Michele for sit liv. Skrækslagen, alene, overvældet, overrasket og angstfyldt på en måde, der har forfulgt mig siden. Det øjeblik har haft afgørende betydning for mange af mine uhensigtsmæssige handlemønstre.

Jeg fandt aldrig ud af, hvem de var eller hvorfor JEG skulle overfaldes og have tæsk? Det har også forfulgt mig siden og bestemt bidraget til, at min indre dialog blev "Jeg er ikke noget værd", "Jeg er dum, grim og sådan en man ikke kan li'", "Jeg er ikke god nok" osv.
Angsten overtog mig fuldstændig og jeg måtte til sidst tages ud af skolen og tilbage til børnehaven, da jeg ikke turde være i skole længere. Jeg græd, ville ikke i skole, sneg mig langs væggene i frikvartererne og var sindssygt bange, når lærerne forsvandt ind på lærerværelset og jeg var overladt alene i en farlig verden. Hvordan kan man stole på folk igen? Hvordan kan verden blive tryg igen? Hvordan fortæller man sig selv som 5-årig, at det ikke en selv der er noget galt med, men bøllerne? Hvordan finder man sin styrke og tro? 
I dag er jeg glad for, at jeg gik et år om, men i mange år var jeg flov over det. Nogle skolekammerater i de senere år var sjove på min bekostning og drillede med, at jeg var for dum til at gå i skole, så jeg skulle gå et år om. Jeg fik aldrig sagt fra og forklaret den egentlige grund, så ja, derfor plantede der sig et uhensigtsmæssigt frø, som i mange år kaldte mig dum og uintelligent, inde i hovedet og bevirkede, at jeg holdt low-profile og nøjedes.

Nåh, men nu sidder jeg i hvert fald her som voksen og har indset, at det er tid til at ændre mit mind-set, hvis jeg vil udleve potentialet jeg ved, jeg har i mig. Nu er Michele blevet voksen, hun er intelligent og har ressourcer til at ændre sin skæbne. Det er tid til at kræve sin plads og forlange samme vilkår, respekt og anerkendelse på lige fod med alle andre. Væk med dårligt selvværd, selvtillid, usikkerhed, angst og hvad der ellers påvirker mig negativt. Nu går jeg all in på positivt mindset! Og ved I hvad? Der har jeg fundet den største inspiration i Berit.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en sygt grænseoverskridende proces, men jeg ved også, at Berit har min ryg og at det er en nødvendighed, at stille sig til skue, blive gennemsigtig og komme ud af mit trygge gemmested. Møde verden med mod og sårbarhed. Det ene findes ikke uden det andet <3

Det er tid til at mærke efter, lægge tvivl og begrænsninger på hylden, træde ud i verden og gøre det der skal til, for at imødekomme og realisere mine egne drømme og håb for livet.

Håber I vil følge min rejse og måske endda blive inspireret til, at åbne op for muligheden til at ændre noget i jeres eget liv, som I føler jer begrænset af i forhold til at opnå jeres drømme <3

"Jeg må være villig til at opgive, hvad jeg er, for at blive, hvad jeg ønsker at være" - Albert Einstein